afjagen

Dutch

Etymology

From Middle Dutch afjagen. Equivalent to af +‎ jagen.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfjaːɣə(n)/

• Audio

  (file)

• Hyphenation: af‧ja‧gen

Verb

afjagen

1. (transitive) to drive away, to kick out

Inflection

Conjugation of afjagen (strong class 6 with weak past participle, separable)
infinitive	afjagen
past singular	joeg af
past participle	afgejaagd
infinitive	afjagen
gerund	afjagen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	jaag af	joeg af	afjaag	afjoeg
2nd person sing. (jij)	jaagt af	joeg af	afjaagt	afjoeg
2nd person sing. (u)	jaagt af	joeg af	afjaagt	afjoeg
2nd person sing. (gij)	jaagt af	joegt af	afjaagt	afjoegt
3rd person singular	jaagt af	joeg af	afjaagt	afjoeg
plural	jagen af	joegen af	afjagen	afjoegen
subjunctive sing.1	jage af	joege af	afjage	afjoege
subjunctive plur.1	jagen af	joegen af	afjagen	afjoegen
imperative sing.	jaag af
imperative plur.1	jaagt af
participles	afjagend	afgejaagd
1) Archaic.

Conjugation of afjagen (weak, separable)
infinitive	afjagen
past singular	jaagde af
past participle	afgejaagd
infinitive	afjagen
gerund	afjagen n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	jaag af	jaagde af	afjaag	afjaagde
2nd person sing. (jij)	jaagt af	jaagde af	afjaagt	afjaagde
2nd person sing. (u)	jaagt af	jaagde af	afjaagt	afjaagde
2nd person sing. (gij)	jaagt af	jaagde af	afjaagt	afjaagde
3rd person singular	jaagt af	jaagde af	afjaagt	afjaagde
plural	jagen af	jaagden af	afjagen	afjaagden
subjunctive sing.1	jage af	jaagde af	afjage	afjaagde
subjunctive plur.1	jagen af	jaagden af	afjagen	afjaagden
imperative sing.	jaag af
imperative plur.1	jaagt af
participles	afjagend	afgejaagd
1) Archaic.

Anagrams

• jagen af