flænge

Danish

Etymology

From Old Norse flengja, from Proto-Germanic *flangijaną (“to beat, whip”), from Proto-Indo-European *pleh₂k- (“to beat”). Related to flå. Cognate with Old Swedish flængia, Swedish flänga, English fling.

Verb

flænge (imperative [please provide], infinitive at flænge, present tense flænger, past tense flængede, perfect tense har flænget)

1. to rip, tear
2. to rip up, tear up

Derived terms

• flæng
• hudflænge
• sønderflænge

 

References

• “flænge” in Den Danske Ordbog